Har du også nogen gange brug for ekstra støtte fra din partner?? 

Det har jeg. Det jeg bare skal huske, er at fortælle ham, at jeg har behov for det. Jeg kan ikke regne med og forvente at han er tankelæser eller kan tyde mine små feminine hints, om hvor sårbar og træt jeg er i dag. Jeg har alt for ofte tænkt at det bør han da kunne se – nu vi har været sammen i 25 år. I stedet kommer kritik over småting ud mellem sidebenene, fordi jeg føler mig overset. 

Det er mit eget ansvar som partner at åbne munden og spørge, om han har lyst og overskud til at holde stille trygt om mig, bare lytte til mine tanker der kører lidt i ring, pumpe min cykel og ringe til min mor – han kan nemlig klare det fint på otte minutter i modsætning til de 58 minutter det ofte bliver for mig, og hun er såååå glad for hans opringning. 

Og ja da, det klarer han hurtigt, fordi han mærker han kan gøre noget for mig, der gør min dag lettere. Og jeg bliver så taknemmelig, at han har det overskud lige i dag. Så får jeg lyst til at rose ham for det kæmpe hul i haven, han lige har fået fyldt, og for.. og for… 

Træning i at udtrykke egne behov er en af opgaverne, når Hans Erik og jeg sidder som parterapeuter med to mennesker, hvor kærligheden kradser og kokser. Og hvor håbet og længslen er, at den kan bygges op igen til et trygt, levende og bæredygtigt forhold.